Elisabeth Møller Jensen har skrevet en bog med titlen: At se med egne øjne. Mit Kvinfo. Jeg er lige blevet færdig med læsningen, og jeg vil virkelig gerne anbefale den til andre.
Jeg har meget på hjerte i forhold til den bog, men jeg vil forsøge at gøre det så kort, jeg kan: På et niveau handler den om Elisabeth Møller Jensens mangeårige arbejde for ligestilling og som direktør for KVINFO. Den er hendes personlige beretning. På et andet niveau handler den også om KVINFO, som jeg nok troede var en lidt hengemt organisation, men som viser sig at være et kraftcenter for forskningsformidling og feministisk samfundsengagement – nationalt og internationalt. Og på den måde er bogen et vigtigt bidrag til historieskrivningen om feminisme i Danmark og dermed også et bidrag til danmarkshistorien. Der er en klar linje gennem det hele, den er velskrevet, så man flyver igennem den, og den er fuld af information. Hvem vidste f.eks. at dansk feminisme og kongehuset har haft (og har) gode forbindelser til hinanden? Jeg gjorde ikke.
Bogen indeholder imidlertid også pointer, som ikke knytter sig snævert til ligestillingskampen – pointer som jeg kan spejle mig selv i. Her er nogle eksempler: For det første er der historien om, hvordan de unge studerende og forskere for mange år siden genlæste litteraturhistorien med feministiske briller og ikke kunne nøjes med at reflektere over det, der stod, men også måtte medtage de klassifikationer og kategoriseringer, som forskningen hvilede på. Disse systemer er, ja, politiske, og de skjuler noget, mens de fremhæver andet. Dette blik på forskning (al slags forskning) er vigtigt – man skal ikke bare bukke for evidensen, men forlange en refleksion over dens præmisser.
For det andet er der den vedvarende bestræbelse på, at integrere forskning og aktivisme, der hviler på et demokratisk ønske om lighed. Men den er åbenbart stærkt provokerende for nogle og betegnes rask væk som venstreorienteret. Hvilket forhåbentlig er noget vrøvl. At arbejde for demokratiske principper bør jo ikke skubbes over på en bestemt fløj. Denne kombination af forskning/viden og aktivisme/politik er noget, vi bør diskutere meget mere. Den er svær og kan udføres på mange måder – gode og dårlige – men det er den mulighed, der er. I hvert fald er det længe siden, at man troværdigt kunne tale om, at de to områder var adskilt – den rene, uskyldige forskning på den ene side og den politiserede og uvidende aktivisme på den anden.
For det tredje indeholder bogen også en advarsel – som jeg i hvert fald tænker lidt over. En borgerlig regering ødelagde KVINFO med fin støtte fra såkaldt borgerlige debattører. I stedet for at tage debatten, kvalte de den. Kort sagt. Men med til den historie hører også (som jeg læser det), at kritikken af KVINFO egentlig startede som ren trolling, hvor yderligtgående internetkrigere pludselig dukkede op på Facebook, og hvor de ellers kunne finde plads. Det kender man godt. Men hvad der er overraskende – eller i hvert fald værd at vide – så var forbindelsen fra disse trolde og til en mere magtfuld offentlighed (debattører og politikere) ikke særlig lang. Og pludselig blev munden lukket på en kvalificeret feministisk debat. Nå, det blev lidt langt og lidt for læst ud fra personlige interesser.
Men læs bogen. Den er virkelig god.
