Blog

Socialdemokratiet var så venlige at invitere mig til at holde grundlovstale på Julielund ikke så langt fra Allingåbro. Mange menneske, fantastisk vejr, en hvidkalket gård og en park med udsigt over grønne marker. Det var Danmark, som man ser det på postkort.

Min tale handlede mest om, at vi skal være uenige om politik, men enige om demokrati. Vi skal dele os efter anskuelser, og vi skal hjælpe hinanden til at danne os anskuelser. Det er vi ikke ret gode til, og det er en trussel mod demokratiet. Læs talen her.

Vi taler stadig om de borgerlige partier, men findes de stadig? Er der stadig en borgerlighed i Danmark – altså partier der sætter borgeren og dennes rettigheder i centrum? Og hvad med den borgerlige anstændighed – altså holdningen om, at enhver borger og ethvert menneske behandles ordentligt og med respekt? Findes den mon endnu?

Spørgsmålet om den fortabte borgerlighed er relevant, fordi vi nu i årevis har oplevet, hvordan de såkaldt borgerlige partier har tømt lasten for traditionelle værdier og i stedet kastet sig ud i et kapløb om at føre den strammeste linje over for udlændinge og muslimer. Historien er velkendt, og den er ikke forbi.

Det ser man tydeligt i to sager, som får en del omtale for tiden:

Den ene er den instrukskommission, som undersøger Inger Støjbergs ministertid. Intet tænkende menneske, der har fulgt sagen, kan være i tvivl om, at noget var galt i Støjbergs ministerium. Og ingen kan sige, at de ikke ved, at Støjbergs omgang med sandheden er mere end lemfældig. Alligevel stiller stort set ingen politikere i blå blok sig frem og forsvarer sandheden og retssamfundet. Tværtimod. En del føler ligefrem trang til at deltage i det spin, som den tidligere minister lægger ud. Men er det borgerligt? Er det et udtryk for borgerlige værdier? Nej, vel. Tværtimod tyder det på, at borgerligheden har det skidt. Jeg har skrevet om sagen i Politiken, og man kan læse mere her. To korte kommentarer bragt i Avisen Danmark findes her og her.

Den anden sag er også ubehagelig. Tre “borgerlige” politikere jagter en borger, som de i mod bedre vidende kalder radikal islamist. Ved den efterfølgende retssag gemmer de sig bag immunitet, hvilket de fejrer som en storslået sejr. Det er, som Søren Pind udtrykte det, fejt, men det værste (hvis man kan gradbøje tingene på den måde) er, at næsten ingen blå politikere siger fra. De lader det ske og støtter magtmisbruget med deres tavshed. Dermed svigter de borgerligheden. Igen. Det har jeg skrevet en kort kommentar om her.

Hvad har jeg lært af at udgive en bog om Viggo Hørup? I en kronik i Ræson prøver jeg at give et svar. Jeg har selvfølgelig været glad for de gode anmeldelser og ked af de dårlige, men det er ikke det, min tekst handler om. Mere interessant er det, at min bog har synliggjort (eller bekræftet), at vi åbenbart ikke er enige om, hvad demokrati er. For en stærk nationalkonservativ strømning handler det ikke om frihed, frisind og lighed. Det forstår man sagtens. Men hvad handler det så om? Hvis ikke vi kan lære noget om demokrati af Hørup (og den bevægelse han var en del af), hvor finder vi så vores idealer? Er det mon hos Orban eller Trump? Det er en vigtig diskussion, synes jeg.

Læs indlægget her

En nationalkonservativ (jeg tror, det er det bedste ord) anmelder skrev for nylig i Kristeligt Dagblad, at Hørup var en ubrugelig læremester i demokrati, fordi han splittede folket og i øvrigt minder om Trump og ville være medlem af Nye Borgerlige, hvis han havde levet i dag. 

Jeg synes, det er et virkelig lavt niveau at føre debat på, og jeg forstår ikke, at man vil have det stående i sin avis. Hvad f… skal læseren stille op med det?

Så jeg burde nok bare lade det dø i stilhed, men det gjorde jeg ikke. I stedet skrev jeg et svar, som I kan læse neden for (i den version jeg indsendte). Det var i avisen i går. Og ja, det er sandt, jeg er ikke den milde udgave af mig selv. Men hvorfor i alverden skulle jeg også være det? Indlægget kommer her ?

ER DET FRIHEDEN DU ER BANGE FOR, EGANDER SKOV?
Som forfatter til bogen Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati er jeg nødt til at knytte nogle kommentarer til den hjælpeløse anmeldelse, Christian Egander Skov præsterede her i avisen (30/3).

Om Skov kan lide bogen, må han selv om. Mere interessant er det, at anmeldelsen ikke primært handler om min bog, men meget mere om Viggo Hørup. I hvert fald er det tydeligt, at Hørups tanker om et gennemført demokratisk Danmark præget af frihed og lighed virker som en rød klud på anmelderen.

Og når man tænker over det, er det ikke så mærkeligt. For Skov og Hørup står på hver deres side af en dyb politisk kløft. Havde Skov således levet i sidste halvdel af 1800-tallet, ville han have tilhørt den selvudråbte, nationalkonservative elite, som Hørup brugte sit liv på at bekæmpe, og som han til sidst besejrede. Og Skov har tydeligvis ikke glemt sine forfædres nederlag.

Anmeldelsens primære anke mod Hørup er, at han splittede folket. Det lyder slemt, men der er ingen grund til uro. For den splittelse, Hørup bidrog til, bunder i en stærk frihedstanke.

Politisk udviklede Hørup en markant opposition til Estrups undertrykkende styre og grundlovsbrud. Danmark skulle være et frit land. Det er sandt, at det skabte konflikt og spænding, men hvad skulle han ellers gøre? Acceptere at bønder og kvinder blev regnet for ingenting? Se igennem fingre med, at pressefrihed og ytringsfrihed blev indskrænket, mens de blå gendarmer jog gennem gaderne? Hvis Hørup og hans kampfæller havde lukket øjnene for Estrups overgreb, ville der rigtignok ikke have været splittelse – men der ville heller ikke have været frihed.

Mere principielt er Hørup helt klar over, at frihed altid vil indebære en form for splittelse. Hvis mennesker kan tænke og tale frit, vil de udvikle sig i forskellige retninger. De vil mene noget forskelligt, leve forskelligt og have forskellig tro. Men er det farligt? Ja, for samfundets spidser er det farligt, fordi deres ret til at definere dannelsen bliver udfordret. Men demokratisk set er det en styrke. Meningen med demokratiet er jo netop, at vi skal dele os efter anskuelser.

Så når Skov i sin anmeldelse anklager Hørup for at skabe splittelse, er man nødt til at stille det simple spørgsmål: Er det friheden, du er bange for, Egander Skov? For det var ikke splittelsen Hørup kæmpede for, men friheden og forskelligheden og dermed frisindet.

Derfor er det også helt galt, når Skov begynder at fundere over, om ikke Hørup ligner Trump, og om han ikke ville have været medlem af Nye Borgerlige, havde han levet i dag. Intet kunne være mere forkert, og man efterlades med spørgsmålet om, hvorvidt det, Skov skriver, er vås eller vitterligt vås.

Ifølge Hørup kan man fjerne vås gennem viden. Man kan oplyse den enfoldige. Det vitterlige vås er derimod vanskeligere, fordi den, der siger det, ikke vil oplyses, men bevidst vælger løgnen. Og hvis der er noget, der splitter et samfund og truer et demokrati, er det netop det vitterlige vås.

Hvis man skal vælge at læse én anmeldelse af min Hørup-bog, så er denne et godt bud:

“I en ny bog ’Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati’ går Peter Lauritsen, professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, ombord i Hørup med særligt fokus på hans forståelse af demokrati og politik. Bogen er både vellykket og vigtig i en tid, hvor vi atter diskuterer demokratiets væsen, og hvor det virker, som om der er flere og flere antidemokratiske bevægelser og strømninger i spil.”

Læs hele anmeldelsen her. Bogen kan fx købes her .

Jeg bliver nødt til at sige noget om den anmeldelse Politiken bragte af min Hørup-bog. Der var både ros og kritik, og det er helt ok. Bortset fra kritikken, selvfølgelig. Anmelderens skarpeste indvending er, at jeg bruger 10 sider på, og jeg citerer, en “ligegyldig kærlighedsaffære” mellem Hørup og Henriette Steen. Må jeg be’ om mine himmelblå…

Der er to grunde til, at jeg har affæren med:

For det første: Forholdet varede i mere end tyve år, og det var den stærkeste kærlighed, man kan tænke sig. Det har altså præget Hørup. Det har været en væsentlig del af hans liv. Og den mand der så ofte beskrives som spottende, tilknappet og hidsig åbner sig helt op og viser sig som noget, der ligner en førsteelsker i en opera. Ok, dårlig metafor, men I forstår. Man ser en side, som ellers er helt væk. 

For det andet: Henriette Steen kæmpede for kvinders ligeret, for social retfærdighed og for børn. Hun diskuterede med bl.a. Nielsine Nielsen, og hun skrev i Politiken. Desværre ved man ikke meget om hende. Fordi hun jo levede i en tid, hvor kvinder ikke talte med, og fordi historien ikke har interesseret sig for hende. Men hun var ikke ligegyldig, og jeg ville gerne, at hun fik en stemme i min bog. Også selv om det kun var en stemme af kærlighed.

Så derfor er hun med.

Og hvorfor nævner jeg så alt dette? Jo, den, der ved mest om Hørup i dette land, er Helge Scheuer Nielsen. Han har arbejdet med Hørup i årtier, og han har skrevet om Henriette Steen. Denne Helge Scheuer Nielsen har i dag et læserbrev i Politiken, hvor han forklarer… ja… det jeg lige har forklaret.

Det er jeg glad for. Hvilket naturligvis ikke gør, at jeg anfægter anmelderens dom. Den præmis, at kærligheden mellem Hørup og Henriette er “ligegyldig” er bare ikke sand. Hvis man anmelder en bog om Hørup i Politiken, burde man måske vide netop det.

Feministisk litteratur foreslået af gode Twitter-brugere:

Chimamanda Ngozi Adichie: Vi burde alle være feminister

Chimamanda Ngozi Adichie: Brev til en nybagt forælder

Sara Ahmed: Killjoy Manifest

Caroline Criado-Perez: Invisible Women

Colette Dowling: Askepotkomplekset

Mona Eltahawy: The Seven Necessary Sins…

Germaine Greer: Kvinden – et helt menneske

Nielsine Nielsen: Erindringer

Anne Helen Petersen: Too fat, too slutty, too loud: The rise and reign of the unruly woman

Birgitte Possing: Argumenter imod kvinder

Valerie Solanas: SCUM manifest

Rebecca Solnit: Mænd forklarer mig ting

Helene Uri: Hvem sagde hvad?

Min bog “Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati” er nu en uge gammel – og både mor og barn har det godt.

Udgangspunktet for bogen er, at vi skal passe bedre på vores demokrati. Selv om vi hele tiden diskuterer politiske sager, glemmer vi alt for ofte det fundament, politikken hviler på, nemlig demokratiet. Det er farligt, for det er tydeligt, at demokratiet forandrer sig – og det er sjældent til det bedre. Retsstaten indskrænkes, politikerleden trives, og populismen vinder frem. I den situation, mener jeg, at vi kan have glæde af at vende tilbage til Viggo Hørup, der var både politiker og bladmand – og en af de mest aktive demokratiforkæmpere i sidste halvdel af 1800-tallet. Det var ham, der sagde “del jer efter anskuelser” og “hvad skal det nytte”, og det var også ham, der udbrød “ingen over og ingen ved siden af Folketinget”.

Men bag disse udsagn ligger en relevant og aktuel forståelse af demokrati, og udover en introduktion til Hørups liv, er det den forståelse, bogen graver frem af den enorme mængde af avisartikler, Hørup skrev. Det handler om at danne sig holdninger og om retssamfund, frihed, lighed, realisme og nytte. Alt sammen noget, der er udfordret i dag, og som vi bliver nødt til at tage alvorligt.

Bogen er støttet økonomisk, og derfor er den relativt billig. Man kan købe den i mange boghandlere, men selvfølgelig også over nettet fx her. Nogle har spurgt, om man kan få den signeret, og det kan man godt. Send en mail til peter@cc.au.dk, og så finder vi ud af det.