Vi har set det mange gange før. Et politisk indgreb, der lanceres som nødvendigt for borgernes tryghed, velfærd, økonomi etc, handler i virkeligheden ikke om borgerne, men om politikerne og deres egne spil og ambitioner. Og nu så vi det så igen. Et opgør med spekulation i lejeboliger blev hurtigt forvandlet til et internt Christiansborgspil, hvor politikerne tog bestik af hinanden og handlede derefter. Væk var lejerne og deres problemer og bekymringer. Det har jeg skrevet en kort tekst om.
Feminisme III
Jeg vidste kun, at Nielsine Nielsen var Danmarks første kvindelige læge. Men så faldt jeg over hendes erindringer, der dækker over hendes barndom og ungdom – tiden ind til hun bliver læge. Det meste beskrives hurtigt og overordnet, men alligevel: En lang kamp for at få sin uddannelse. Den ene mand efter den anden skal overtales, og der er modstand på alle niveauer. Heldigvis er der også mænd og kvinder, der rækker hende en hjælpende hånd, men Nielsine Nielsen bryder den ene barrierer ned efter den anden. Og det meste kommer fra hendes eget brændende ønske om at blive læge.
For mig var det helt nyt, at Nielsine Nielsen tilhørte de radikale kredse i København. Først vil hun ikke have noget med kvindesagen at gøre – det ville jo tage tid fra uddannelsen – men senere kommer hun længere ind i det politiske, uden at det dog står klart, hvor langt ind hun kommer. Men hun møder i hvert fald datidens store personligheder herunder Georg Brandes, som hun beundrer for sin offentlige fremtræden, men som hun mere privat finder ubehøvlet, fordi han nærmest overfalder andre mennesker og splitter dem ad med sit intellekt. Hun færdes også i kredsen omkring Henriette Steen – lærer, kvindesagsforkvinde og skribent. Henriette Steen var også Hørups elskerinde, men det skriver Nielsine Nielsen ikke noget om. I stedet fortæller hun, at Hørup og Steen var ungdomskærester og at Hørup med Steens ord “af en fejltagelse blev en andens mand.” Senere blev de gode venner – siger Nielsine Nielsen – og konstaterer, at hvis man ville have noget i Politiken (som Hørup var redaktør for), så var det ikke nogen dårlig idé at gå gennem Henriette Steen.
Feminisme II
Alene ordet feminist kan få en hel del mænd til at stejle. I nogle tilfælde endda så meget, at de nægter at deltage konstruktivt i debatten, før man finder et andet ord. For feminisme giver forrang til kvinderne – siger de. Jeg forstår ikke, hvorfor et ord skal blokere så meget, men måske er forklaringen også nærmere, at det ikke er ordet, men selve ligestillingen de i virkeligheden ikke orker. Det er ærgerligt, for feminisme handler i bund og grund om demokrati – og i det lys bør alle danskere jo springe ud som feminister. Jeg har skrevet en kort tekst om netop dette.
Feminisme I
I Danmark tror vi, at vi har ligestilling. Hvor denne forestilling kommer fra, ved jeg ikke, men politisk er det svært at rejse en ligestillingsdagsorden. I hvert fald sker der stort set ingenting. Og det til trods for, at kvinder tjener mindre end mænd. Der er markant færre kvinder end mænd, der er professorer. Der er ikke ret mange kvinder i erhvervslivets bestyrelser. Og det er kvinder, der er utrygge, når de om aftenen skal gå gennem byen på vej hjem. Dette er et åbenlyst ulighedsproblem, og det skal vi – selvfølgelig – have gjort noget ved.
Sammen med to andre mænd har jeg startet en lille mandeklub, der skal undersøge den manglende ligestilling, måske især mandens rolle, og vi vil se, om vi med de midler, vi har til rådighed, kan fremme en bedre ligestillingsdebat. Det må gerne ende med ‘De midaldrende mænds manifest’, men nu må vi se, om vi når så langt.
Det første resultat af mandeklubbens arbejde er en artikel i Politiken. Den kan læses her.
Sophus Schandorph
Jeg har købt en smuk bog af Sophus Schandorph. Bogen var billig, hvilket vel afspejler, at ingen kender ham i dag. Men sidst i 1800-tallet var han stor.
Schandorph tilhørte det litterære venstre blev hyldet af Brandes og portrætteret i dennes bog om det moderne gennembruds mænd (!). Som sådan indgik han i forfatningskampen, som også havde tydelige kulturpolitiske toner. Kultur og litteratur var med til at definere demokratiet.
Et eksempel på dette findes i den såkaldte nytårsfejde, hvor emnet netop var litteratur. Debatten blev stor, men i sin kerne havde den på den ene side den nationalkonservative Carl Ploug og på den anden Holger Drachmann og Sophus Schandorph. De tæskede hinanden i aviserne – men det foregik på vers.
Da Schandorph døde blev han bisat. At blive brændt var blevet muligt ved den første ligbrændingslov fra 1892, og med private borgere som drivkraft var der blevet bygget et spritnyt krematorium. Men selvom der var gode grunde – herunder plads og hygiejne – til ikke at begrave helt så mange i København, lod ligbrændingens gennembrud vente på sig.
Men her var Shandorphs død en appelsin i turbanen, fordi han gerne ville brændes. Og da han var kendt blev det et tilløbsstykke med tusinder i optog gennem gaderne.
Det var i 1901. Året efter blev Hørup kremeret. Også her var der folkeoptog. Og i 1908 var det Holger Drachmanns tur.
De tre bisættelser – Schandorphs, Hørups og Drachmanns – nævnes i dag som ligbrændingens folkelige gennembrud. Og på den måde har de tre herrer sat sig mere end blot litterære og politiske spor.
Radikal anmeldt – igen
Den lille pamflet er blevet anmeldt af Søren Gosvig Olesen i Information. Grundigt og positivt. Det luner. Læs mere her.
Frisindet forsvinder
Vi vil så gerne lære de nytilkomne danskere, at her i landet er vi frisindede. Men for at lære dem det, indfører i burkaforbud og tvangshåndtryk ved kommunale ceremonier. Eller sagt på en anden måde: Vi prøver at udbrede frisindet ved at begrænse det. Netop frisindet, der forsvinder, har vi (Rune Christiansen, Sofie Carsten Nielsen og jeg) skrevet en artikel om i Ræson.
Artiklen er skrevet på baggrund af vores pamflet RADIKAL. Se mere om den her.
Anmeldt af Selsing
Den lille pamflet er blevet anmeldt i Berlingske af Agnete Selsing. Hun kunne have benyttet lejligheden til en større vendetta mod hvert et bogstav, men det gør hun ikke. Hun skriver ordentligt. 4 stjerner. Ved ikke om det er for mange eller for få i denne kontekst, men velment tak alligevel.
Vær hilset!
Hver anden uge skal jeg skrive et kort indlæg til Avisen Danmark. Mit første forsøg har en simpel pointe: Hvorfor i alverden skal Christiansborg bestemme, hvordan en borgmester hilser på en borger? Læs indlægget her