Jeg vidste kun, at Nielsine Nielsen var Danmarks første kvindelige læge. Men så faldt jeg over hendes erindringer, der dækker over hendes barndom og ungdom – tiden ind til hun bliver læge. Det meste beskrives hurtigt og overordnet, men alligevel: En lang kamp for at få sin uddannelse. Den ene mand efter den anden skal overtales, og der er modstand på alle niveauer. Heldigvis er der også mænd og kvinder, der rækker hende en hjælpende hånd, men Nielsine Nielsen bryder den ene barrierer ned efter den anden. Og det meste kommer fra hendes eget brændende ønske om at blive læge.
For mig var det helt nyt, at Nielsine Nielsen tilhørte de radikale kredse i København. Først vil hun ikke have noget med kvindesagen at gøre – det ville jo tage tid fra uddannelsen – men senere kommer hun længere ind i det politiske, uden at det dog står klart, hvor langt ind hun kommer. Men hun møder i hvert fald datidens store personligheder herunder Georg Brandes, som hun beundrer for sin offentlige fremtræden, men som hun mere privat finder ubehøvlet, fordi han nærmest overfalder andre mennesker og splitter dem ad med sit intellekt. Hun færdes også i kredsen omkring Henriette Steen – lærer, kvindesagsforkvinde og skribent. Henriette Steen var også Hørups elskerinde, men det skriver Nielsine Nielsen ikke noget om. I stedet fortæller hun, at Hørup og Steen var ungdomskærester og at Hørup med Steens ord “af en fejltagelse blev en andens mand.” Senere blev de gode venner – siger Nielsine Nielsen – og konstaterer, at hvis man ville have noget i Politiken (som Hørup var redaktør for), så var det ikke nogen dårlig idé at gå gennem Henriette Steen.
